Spar 50% på alle 1. udgaver af bøger fra Xplore. Se bøgerne her

Stillingsopslag: Administrerende direktør
Fokus på digitalisering, salg og forretningsudvikling
Efter 16 år i direktørstolen er forlagsdirektøren klar til at gå på pension og give stafetten videre.
GO forlag - specialiseret i læremidler inden for naturfag/naturvidenskab og matematik - er ganske strømlinet. Der er fokus på alt fra udvikling af digitale og trykte læremidler til forretningsudvikling og salg.
De 12 medarbejdere arbejder med redaktion, softwareudvikling, kommunikation og marketing, salg og økonomi. Forlaget udgiver læremidler til grundskoler og gymnasier.
Dine primære opgaver vil være
1. Forretningsudvikling, strategi og salg
Du bliver ansvarlig for GO Forlags fortsatte udvikling. I 2022 fik GO Forlag en Gazellepris, og vi forventer, at du sammen med teamet:
- Udvikler organisationen, så forlagets digitale og trykte læremidler via flerstrengede strategier sælges til kommuner, folkeskoler, private skoler og gymnasier ud fra en sund økonomisk model.
- Skaber et miljø, hvor man kan og tør tænke nyt og visionært i forhold til forlagets forretning.
2. Digitalisering
Vi har et stærkt in-house team til softwareudvikling, redaktion og projektledelse af vores egenudviklede digitale set-up og udgivelser. Forlaget er i forhold til markedet langt med digitalisering, og vi ønsker fortsat at være i front med udvikling af fremtidens digitale læremidler.
3. Pædagogik og didaktik
Læremidlerne er praksisnære, dækker læseplanerne og giver mulighed for faglig fordybelse samt giver stærk inspiration og støtte til gennemførelse af undervisningen. I samarbejde med interne redaktører og eksterne forfattere, grafikere, illustratorer, trykkeri mv. har du ansvar for, at forlaget fortsat er kendt for sine læremidler af særdeles høj faglig og didaktisk kvalitet på samtlige parametre.
4. Ledelse og administration
- Personaleledelse
De fleste af medarbejderne er såvel erfarne som specialister. Du lytter og inddrager, og du formår at få dem til at spille som et team.
- Compliance
Jura: Du får ansvar for de juridiske kontrakter med vores eksterne samarbejdspartnere. Forlaget gør brug af specialister inden for jura, revision, mv., og du vil indgå i drøftelserne, gennemlæse dokumenter og træffe de endelige beslutninger på forlagets vegne.
GDPR: Du sikrer GDPR-compliance og kommunikerer ændringer ud i organisationen, til samarbejdspartnere og kunder.
- Rapportering til og samarbejde med bestyrelsen
I samarbejde med bestyrelsesformanden planlægger du bestyrelsesmøder og strategimøder, deltager i dem samt og står for den månedlige budgetopfølgning.
Hvem søger vi?
- Du kan have mange forskellige uddannelser og erfaringer med dig i bagagen. Vi forestiller os, at du er akademiker. Oplagt kommer du fra forlagsbranchen, men du kan også komme fra andre brancher. Du har erfaring med digitalisering, forretningsudvikling og salg.
- Du navigerer godt med interne medarbejdere samt eksterne samarbejdspartnere inklusive bestyrelsen og formår helt generelt at opbygge tillidsfulde relationer.
- Som person har du en rimelig gennemslagskraft samt tæft for forretningsdrift.
- Udover dansk, skriver og taler du flydende engelsk.
Er du interesseret?
Vil du gerne høre mere om stillingen, så kontakt Birgit O’Sullivan på mobil 51221979 / birgit@osullivan.dk, som står for rekrutteringen på vegne af GO Forlag.
Send dit CV og en motiveret ansøgning til birgit@osullivan.dk med ”Adm. dir. GO Forlag” i emnefeltet. Ansøgninger behandles løbende, og alle henvendelser behandles naturligvis fortroligt.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Om GO Forlag A/S
GO Forlag udgiver digitale læremidler og bøger til grundskolen og gymnasiet med særligt fokus på naturfag/naturvidenskab og matematik. Læremidlerne er kendetegnet ved høj faglighed og didaktisk tilpasning, kvalitet og nytænkning med henblik på at styrke elevernes nysgerrighed, undren og lyst til at afprøve, eksperimentere og blive klogere.
GO Forlag har i dag 12 medarbejdere samt eksterne forfattere, udviklere, grafikere, trykkerier og andre samarbejdspartnere. GO Forlag har til huse i Københavns centrum i historiske rammer ved Hovedbanegården. Forlaget blev grundlagt i 1975 og ejes af Geografforbundet. Det er under planlægning at drive forlaget i en erhvervsdrivende fond.
Læs mere på goforlag.dk.