Udeaktiviteter til fysik/kemi

Her finder du ideer til aktiviteter i fysik/kemi, som kan afvikles uden for klasselokalet. 

7.kl.:
Temperatur og fugtighed
Eleverne skal lave en temperaturmåler ved hjælp af en plastikflaske samt en fugtighedsmåler ved hjælp af en grankogle. 

En vandraket
Eleverne skal affyre en vandraket og forklare, hvordan forsøget viser Newtons 3. lov. Materialer: vandraket og en luftpumpe.

Lav en planetsti
Ud fra et kort over skolens område skal eleverne lave en virtuel planetsti og fremstille en billedserie, som illustrerer planeternes afstand fra Solen.

8.kl.:
Byg en solovn
Eleverne skal selv fremstille en ovn, der har solen som energikilde. Det vigtigste for at opnå succes ved opvarmning i solovnen er, at solens stråler fokuseres på det samme sted hele tiden. 

Byg en møllevinge af plastnedløbsrør
Eleverne skal bygge en møllevinge af en nedløbsrør. Materialer: et 120 cm langt nedløbsrør (15 cm i diameter), en håndsav, sandpapir eller fil, et stort stykke papir og en saks.

Kort over transformatorstationer
I denne aktivitet skal eleverne lave et kort over transformerstationerne i skolens lokalområde. Hvor bliver strømmen transformeret op og ned, og hvordan kommer det ind på skolen?

9.kl.:
Tallerkenmodellen
Eksperimentet skal vise eleverne, at det er muligt at opstille teorier på baggrund af adskillige eksperimenter, uden at kunne observere direkte på det fænomen, man ønsker at undersøge. I eksperimentet skal eleverne forsøge at opstille en teori om "de usynlige" tallerkeners areal ud fra beskydning med glaskugler.

Undersøg plast
Lad eleverne undersøge skolens område for både kasseret og ikke-kasseret plast. Undersøg (på selve plaststykket eller på emballagen) om der er angivet et navn for plasttypen, og lav en tabel over plasttypernes navn og anvendelse.

Op ad bakke - ned ad bakke
Eleverne skal med deres cykler finde ud af hvor og hvordan, det er sværest og lettest at give cyklen fremdrift.

Hvis du har brug for ideer til aktiviteter, der kan indgå i fjernundervisning, finder du dem her.

22. marts 2021