Case

At føre sine gener videre

I Zoologisk Have

Manal og Emil er i Zoologisk Have. De bliver fascinerede af påfuglens farvestrålende hale. En dyrepasser fortæller Manal og Emil, at halen er besværlig for hannen at slæbe rundt på, men at halens pragt bruges til at imponere påfuglehunnerne, så han får mulighed for at parre sig. Senere oplever de den strudselignende nandu, hvor hannen puster sig op for at imponere hunnen. Manal og Emil hører også om feromoner, som er en slags hormoner, der bruges i tiltrækningen af det andet køn. De kaldes også sexlokkestoffer og bruges af hanner i tiltrækningen af hunner og til afmærkning af territorier. Også hos mennesket findes feromoner. De gør, at vi kan blive tiltrukket af andres lugt, hvis de er en mulig sexpartner. Meget i biologien handler om at føre sine gener videre. Der bruges mange ressourcer på at tiltrække den rigtige mage med de bedst mulige gener. Det gælder både hos dyr og planter. Mange planter har farver og mønstre, som fx tiltrækker bier og andre bestøvere. Disse bringer både pollen med sig fra andre planter og kan videregive pollen til andre. Det gælder fx stedmoderblomsten.

Når planter er bestøvet og har udviklet frø, skal frøenes spredes. Der er mange strategier for den bedst mulige spredning af frøene, så de ikke konkurrerer for hårdt med hinanden. Nogle frø spredes med vinden, andre med dyr og andre igen ved hjælp af opspringende frøkapsler.