Case

Bloddonor

Signes mor besøger blodbanken

Signe og hendes mor er på vej til sygehuset, hvor blodbanken ligger. Signes mor er bloddonor og skal tappes for blod. ”Hvorfor er du egentlig bloddonor, mor?”, spørger Signe, der tit har undret sig over, at man frivilligt vil lade sig stikke med en nål. Signes mor svarer, at hun gerne vil hjælpe mennesker, der er i en livssituation, hvor de mangler blod. Hun fortæller, at dengang Signe blev født, mistede hun en del blod ved fødslen. Derfor fik hun en blodtransfusion, så hun hurtigt kunne blive frisk igen.

Når man mangler blod, kan kroppen ikke transportere oxygen hurtigt nok rundt i kroppen. Oxygen er bundet til hæmoglobin i de røde blodlegemer og transporteres med disse rundt i kroppen. Signe er blevet nysgerrig på, hvad der sker med morens tappede blod, der ryger over i en pose. Sygeplejersken fortæller, at man tapper ca. 450 ml blod fra en bloddonor. Efter tapningen adskilles blodet i forskellige lag ved en centrifugeringsproces. De tungeste dele af blodet samles i bunden. Det er fx de røde blodceller. Plasmaet, som er væsken i blodet, lægger sig øverst, mens blodpladerne kan findes i et lag i midten. Blodpladerne medvirker til, at blodet kan størkne, hvis man fx får et sår.

Inden patienter får en blodtransfusion, bliver donorblodet tjekket for blodtype, da det er er meget vigtigt, at man kun får blod fra personer med den rette blodtype. Blodet tjekkes selvfølgelig også for sygdomme, så patienter ikke får overført sygdomme sammen med blodet.

Mens sygeplejersken har forklaret, er blodtapningen allerede overstået, og Signes mor er hurtigt klar igen til at tage hjem.