Bioenergi er energi, der fx kan udvindes fra biologisk affald, træ og gødning. Man skelner mellem forskellige former for bioenergi:
Fast brændsel, flydende brændsel og biogas.
- Fast brændsel som fx træ og halm kan bruges som opvarmning af beboelser og på store kraftvarmeværker til energiproduktion.
- Flydende brændsel udvindes fx fra rapsplanter og kan bruges som brændstof til biler.
- Biogas kan blandt andet udvindes fra husdyrgødning i landbruget. Gassen dannes som et affaldsprodukt af nogle bakterier ved nedbrydning af organisk stof. Man fremstiller biogassen i store tanke, hvor bakterierne har optimale forhold. Biogas indeholder forskellige gasser, især metan (CH4) og carbondioxid (CO2).
En stor fordel ved bioenergi er, at affald fra landbrug, skovbrug og industri bliver genanvendt. Bioenergi forurener ikke med CO2 i samme omfang som kul og olie. Ved bioenergi udledes den mængde CO2, som planterne optog i løbet af deres vækst. Man siger, at bioenergi er CO2-neutral. Man frigiver bundet CO2, når man afbrænder kul og olie. Denne CO2 blev optaget for millioner år siden af mikroskopiske planter. Derfor stiger atmosfærens indhold af CO2, når man afbrænder kul og olie. Ulempen ved bioenergi er, at biomasse fylder meget i forhold til den energi, der udvindes af det. Det er derfor dyrere at transportere end olie og kul.