Både gener og områder uden for generne nedarves fra forældre til børn. Fostertilværelsen har vist sig at have en meget stor betydning for, hvordan generne bliver udtrykt i løbet af livet. Hvis et foster fejlernæres eller udsættes for andre miljøpåvirkninger som fx stress, kan det betyde, at DNA bliver ”omprogrammeret”. Det medfører, at barnet lettere kan overleve miljøet, som det skal vokse op i. Et eksempel stammer fra Holland, der i slutningen af 2. Verdenskrige led af hungersnød. Hungersnøden medførte, at hollænderne måtte overleve på et gennemsnitligt fødeindtag på ¼ af det anbefalede. Dette ramte også gravide kvinder, og fostrenes DNA blev derfor programmeret til et liv i en Verden med fødevaremangel. Efter krigen fik hollænderne adgang til mad som normalt, men generne hos de nyfødte børn var stadig kodet til at maksimere fødevareoptagelsen. Det menes at være forklaringen på, at børn født i 1944/45 har været mere plaget af en række livsstilssygdomme relateret til fedme, end man normalt ser i befolkningen. Det er fx hjertekarsygdomme og sukkersyge.

At man kan nedarve sine forældres og bedsteforældres livsstil og levevilkår giver nye perspektiver i forståelsen af arv og miljø. Epigenetik bliver nok et af fremtidens store forskningsområder, fordi det kan give os en bedre forståelse af, hvordan generne reguleres. Herved kan læger blive endnu bedre til at forebygge og helbrede sygdomme.