Case

Plastikforurening i havet

Mikro- og makroplast

Sørens familie har sommerhus ved den jyske vestkyst. Efter en kraftig efterårsstorm går familien til stranden. Her mødes de af en strand fyldt med affald, der er skyllet op på stranden pga. stormen. Det er især plastikaffald som engangsbestik, kaffekrus med låg og engangsemballage til fødevarer.

Familiens naturoplevelse bliver forstyrret af stranden med affald, men hvordan påvirker det dyrene i havet, at havet til tider bliver brugt som en stor skraldespand?

Miljøbiologer har undersøgt fisk fra farvandene omkring Danmark, og man har i sild og torsk fundet plastikpartikler i 20-40 % af fiskene. Man ved endnu ikke, hvad det betyder for fiskenes levevis. Man ved dog, at en del af den plastik, der er i fisk, kan binde kemiske stoffer. De kemiske stoffer optages af os mennesker, når vi spiser fiskene. Det er ikke kun mikroplast, der er et problem for dyrene i havet. Der er en del eksempler på, at store havdyr som fx havskildpadder bliver påvirket af makroplast. Makroplast er store stykker plastik, som dyrene sluger, og som ender i mave-tarmkanalen.