Det er ganske naturligt, at plante- og dyrearter spreder sig til nye områder. Planter er afhængige af, at frø kan sprede gener til nye områder. Hvis planternes frø blot faldt ned på jorden, spirede og voksede op dér, ville de konkurrere med moderplanter om næringssalte, lys og vand. Gennem tiden har plantearter udviklet forskellige strategier til at få spredt deres frø. Nogle planter har en mekanisme, hvor frøene spredes ved at blive slynget ud af frøkapslen, fx springbalsamin. Vinden kan transportere frø til nye områder. Det er fx en strategi, mælkebøtte benytter. Burresnerre har frø med små kroge på overfladen. De kan hænge fast i pelsen på dyr og på den måde spredes til nye områder. Fugle, der spiser bær, spreder også frø. Nogle af de planter, der vokser ved en søbred, eller et vandløb benytter frøspredning i vand. Det gælder fx kokospalmen.

Mange dyr spreder sig til nye områder for at opsøge nye nicher og undgår på den måde konkurrence med artsfæller. En del dyr i havet, fx blåmuslingen og søanemonen, er særlige ved som voksne at have et stillesiddende livsstadie, mens larverne er mobile og kan spredes til nye områder