I romanen "Fra Jorden til Månen" fra 1865 lader den franske forfatter Jules Verne tre personer blive sendt til Månen i et projektil, der afskydes fra en stor kanon. I virkelighedens verden ville mennesker ikke overleve den kraftige acceleration i kanonløbet, og projektilets fart ville hurtigt aftage på grund af tyngdekraft og luftmodstand.

De første raketter var simple sortkrudtraketter, som vi kender det fra fyrværkeri. Omkring år 1900 arbejdede den russiske raketforsker K. Tsiolkovsky teoretisk med muligheden for at konstruere og bruge raketter til at rejse ud i rummet.

Den amerikanske ingeniør og opfinder Robert H. Goddard fik den første lille raket med flydende drivmidler til at virke i 1926 og lavede mange forsøg i årene derefter. Det næste store fremskridt fandt sted i Tyskland under 2. Verdenskrig, hvor man udviklede V2-raketten. Vore dages store løfteraketter er i grundtræk opbygget som V2-raketten. Raketten har separate tanke til brændstof og flydende ilt. Ilten føres af kraftige pumper ind i et brændkammer, hvor forbrændingen foregår, og hvorfra forbrændingsprodukterne ledes til dysen.

I praksis er rumraketter flertrinsraketter, der består af flere rakettrin, som gradvist bliver mindre. Når det første, store rakettrin med store brændstoftanke er opbrugt, bortkastes det fra rumfartøjet. På den måde skal de efterfølgende trin ikke slæbe videre på tomme brændstoftanke.