I princippet kan partikelstråling være alle mulige typer af atomer, molekyler eller dele af atomer. Langt de fleste typer bremses af bare få millimeter luft. Derfor møder man dem kun under specielle forhold, fx i forskningslaboratorierne. Jordens atmosfære og magnetfelt gør, at partikelstråling fra Verdensrummet ikke når ned til Jordens overflade.
α-stråling (alfastråling) består af heliumkerner. De kan opstå, når tunge radioaktive grundstoffer henfalder. Ved et henfald går en ustabil atomkerne i stykker og mister energi. α-stråling opstår, når det ene af stykkerne er en heliumkerne. Afhængigt af kilden kan α-partiklerne have forskellig hastighed, men de afgiver hurtigt energi til det materiale, som de rammer. Derfor har de en meget kort rækkevidde på få centimeter i luft. Hvis de rammer levende celler, er deres ødelæggelsesevne meget høj - netop fordi de afgiver deres energi på et meget lille område.
β-stråling (betastråling) består af elektroner. Ligesom alfastråling opstår betastråling også, når radioaktive grundstoffer henfalder. Betastråling afgiver ikke så let energi til det materiale, som strålerne rammer, og de har derfor en større rækkevidde i luft. Strålerne kan trænge gennem tykke lag af lette materialer og gennem tynde lag af tungere materialer. For eksempel gennem en bog eller nogle lag af aluminiumsfolie.
