Allerede omkring år 1700 blev der konstrueret maskiner, der effektivt kunne frembringe statisk elektricitet ved at gnide materialer mod hinanden. Omkring år 1800 blev der lavet batterier: konstruktioner, hvor forskellige metaller, fx kobber og zink, kunne frembringe en elektrisk strøm. Det blev opfattet som to forskellige ting, men man havde nok en fornemmelse af, at de havde noget med hinanden at gøre. Hvad der egentlig foregik, vidste man ikke.

Eksperimenter med statisk elektricitet førte til, at man indførte begreberne positiv og negativ elektrisk ladning.
I 1820 viste danskeren H. C. Ørsted, at der er en forbindelse mellem elektrisk strøm og magnetisme.

I anden halvdel af 1800-tallet arbejdede mange forskere med at sætte elektricitet til forskellige systemer. Flere forskere satte elektricitet til elektroder indsmeltet i lufttomme glasbeholdere. Man kunne vise, at der så kom en form for stråler ud af glasbeholderen. Man kaldte det for katodestråler. Ved at påvirke disse stråler magnetisk eller elektrisk kunne man vise, at de bestod af partikler med negativ elektrisk ladning.

Samtidig blev der arbejdet med naturlige radioaktive materialer. Man vidste, at de udsendte forskellige typer af stråler. Ud fra deres evne til at trænge gennem materialer, blev de kaldt alfa- og beta-stråler. Det viste sig, at beta-strålerne havde de samme egenskaber som katodestrålerne.

Målinger viste også, at både katodestrålerne og betastrålerne bestod af partikler med meget lille masse, mere end tusinde gange lettere end selv det letteste atom.

I 1897 viste den britiske fysiker J. J. Thomson og hans medarbejdere, at partiklerne i katodestrålerne er de samme, selv om de kommer fra forskellige katodematerialer, og at de er de samme som beta-strålerne fra forskellige radioaktive materialer. Flere andre eksperimenter kunne også frembringe disse partikler.

Nu var der efterhånden ikke længere tvivl om, at disse partikler var en del af atomerne, at de var ens i alle atomer, og at de under visse omstændigheder kunne gøre sig fri fra atomerne. Det er de partikler, som vi kalder elektroner.