I løbet af 1700-tallet blev grundstofidéen mere og mere udbredt blandt kemikerne. Man var også rimeligt enige om, hvad definitionen på et grundstof var. Brugen af definitionen var ikke altid så simpel. Derfor er der mindre fejl i fx Lavoisiers grundstoftabel fra 1789.
Kemikere havde altid brugt vægte til deres eksperimenter. Mange kemikeres omhyggelige eksperimenter gjorde, at man fra starten af 1800-tallet begyndte at få viden om, hvad atomer af forskellige grundstoffer vejede i forhold til hinanden. Det letteste atom, hydrogen, satte man til vægten 1.
Arbejdet med at opdage nye grundstoffer og måle deres atommaser gik derefter hurtigt. Status var, at man i 1863 kendte 64 grundstoffer og deres atommasser. Mon der var et system i det hele?
På dette tidspunkt kendte man hverken til protoner eller elektroner, så det, vi i dag kalder "atomnummeret", var ukendt.
Uden held søgte mange kemikere at finde et system i grundstofferne. Når det lykkedes for russeren Mendelejev, skyldes det, at han ikke udelukkende brugte atommasserne, men også inddrog grundstoffernes kemiske egenskaber og egenskaber hos deres kemiske forbindelser.
Mendelejev brugte atommasserne, men han vidste også, at de var behæftet med en vis måleusikkerhed, og at de kunne være direkte forkerte på grund af forkerte forudsætninger i beregningerne. Samtidig accepterede han også huller i systemet. Der kunne jo være hidtil uopdagede grundstoffer. Fx gjorde han plads til to grundstoffer mellem zink og arsen, og han forudsagde egenskaber for både grundstofferne og nogle af deres kemiske forbindelser. De to grundstoffer blev opdaget i 1875 og 1886, og deres egenskaber viste sig at være som forudsagt. Herefter var der ikke længere tvivl om systemets anvendelighed. Inden år 1900 havde man fundet 83 grundstoffer og udfyldt næsten alle huller i systemet.
I dag kender vi 118 grundstoffer, fra atomnummer 1 til 118. Alle grundstoffer med atomnummer over 83 er ustabile (radioaktive). EnkeIte af dem findes i naturen, men de fleste af dem over 83 er kunstigt fremstillet i kernefysiske laboratorier i yderst små mængder.
