Tøj bliver snavset af meget forskelligt. Noget snavs kan skylles af med vand. Andet snavs sætter sig fast i tøjets fibre, fx fedt og proteiner. Snavset tøj ser mørkt ud, fordi støv sætter sig fast i den fedtede overflade. Tøj vaskes med vand og vaskepulver, som er en blanding af kemiske forbindelser. De dele af vaskepulveret, der kaldes detergenter, virker ved at binde sig både til snavset og til vandet og derved trække snavset fra tøjet over i vandet.
Der er enzymer i noget vaskepulver. Enzymer er proteiner der virker som katalysatorer. Enzymer er specialiserede. Et enzym virker som katalysator på én bestemt kemisk reaktion.
Vaskepulver kan tilsættes enzymer der spalter de store molekyler, der sidder godt fast på tøjet; især proteiner og fedtstoffer. Når protein og fedtstof spaltes til mindre molekyler, er de meget lettere at fjerne.
Den største del af energiforbruget ved tøjvask går til opvarmning af vaskevandet. Når vaskemidlet indeholder enzymer, kan man vaske ved en meget lavere temperatur og derved spare meget energi.
Uld og silke er proteinfibre. Derfor må man ikke vaske uld og silke med et vaskemiddel, der indeholder enzymer, der kan spalte proteiner. Bomuld er en cellulosefiber. Derfor er der normalt ikke cellulosespaltende enzymer i vaskepulver.