Udsyn

Et moderne kraftværk

Avedøreværket

Avedøreværket ligger ved Avedøre Holme tæt på København og er Danmarks største kraftværk. Værket er bygget til at fyre med olie, kul og gas, men i dag anvender man kun bæredygtig biomasse. Avedøreværket består af to blokke – Blok I og Blok II.

Blok I blev bygget i 1990. I starten fyrede Blok I med kul og gas som mange traditionelle kraftværker. Overskudsvarmen fra Blok I blev ført ud i fjernvarmenetværket, hvilket gjorde, at al energi fra Blok I blev udnyttet til fulde.

Blok II blev bygget i 2001 og er det, man kalder et multifuel-anlæg. Det betyder, at det kan tage mange forskellige former for brændstofkilder som fx naturgas, olie, halm og træpiller. Hovedanlægget i Blok II består af en høj hovedkedel, som er koblet til en dampturbine med en tilknyttet generator. Til hovedkedlen er der yderligere tilknyttet en halmfyret kedel, som sørger for ekstra damp til turbinen, så totaludnyttelsen af Blok II bliver større. Blok II kan levere elektricitet til ca. 800.000 husstande og fjernvarme til ca. 110.000 hustande.

Avedøreværket har gennemgået en stor udvikling, så det i dag hovedsageligt fyrer med bæredygtig biomasse som halm og træpiller i stedet for fossile brændstoffer som kul og gas. Ved at anvende bæredygtig biomasse som fyringsgrundlag, mindsker Avedøreværket CO2-udledningen med ca. 500.000 tons, hvilket svarer til den årlige CO2-udledning fra 255.000 biler. I Blok II udgør træpiller i dag ca. halvdelen af brændselsmængden.

Biomasse som træpiller fremstilles hovedsageligt af restprodukter fra træindustrien og fra udtyndingstræ. Det vil sige træ, der ikke kan anvendes til tømmer, møbler eller papir. Det kan være grene og toppe fra store træer, uønsket krat eller småtræer eller savsmuld og bark fra træværker.

Halm er også bæredygtig biomasse. Når man har høstet kornet, presses halmen til store halmballer. Når halmen er godt tør, køres den til varmeværket, som fyrer med det.

Ved at omlægge størstedelen af deres brændstofforbrug fra fossile brændstoffer til bæredygtige og CO2-neutrale brændstoffer er Avedøreværket med til at nedbringe CO2-udledningen betydeligt, hvilket har en meget gavnlig effekt på det globale klima