Udsyn

Madspild

Anvendelse af restprodukter

I Danmark er der en stor produktion af specielt æbler og andre former for frugt og bær hvert eneste år. I 2016 blev der høstet ca. 36.000 tons æbler i Danmark.

Nogle af æblerne bruges til æblemost. Æblerne rives i mindre stykker og presses derefter. Æblemosten pasteuriseres, så den har en bedre holdbarhed. Desværre er der en stor mængde affald tilbage fra mosterier. Affaldet består af skræller, kernehus og frugtkød. Man kalder resterne æblepulp. Æblepulp bruges ofte som grisefoder.

Fabrikker, som fremstiller syltetøj og saft, har også en stor mængde restaffald fra produktionen. Ofte udnyttes kun ca. 70 % af bærrene eller frugterne til syltetøj eller saft. Restaffald bruges ligesom æblepulpen til griseføde.

Miljø- og fødevareministeriet har anslået, at 31.000 tons af det samlede årlige madspild fra fødevareindustrien er fra industriel forarbejdning af frugt og bær. Da man har meget fokus på at mindske madspild, er der nu flere virksomheder i Danmark, som er gået sammen i et udviklingsprojekt for at udvikle nye metoder til at udnytte restaffaldet.

Man har blandt andet eksperimenteret med at anvende restprodukterne fra juice- og saftproduktion til frugtstænger.

Restaffaldet fra fx syltetøjsfabrikker vil kunne bruges som bærfyld i fyldte chokolader. På den måde udnytter man restaffaldet til madvarer fremfor som grisefoder.

Ved at udnytte restaffaldet fra juice-, saft- og syltetøjsfabrikation mindsker man madspildet, hvilket er til gavn for både miljøet og for økonomien. Man vurderer, at madspild i 2018 havde en værdi af 12 milliarder kroner om året i Danmark.