Plast er organiske kemiske forbindelser. Der er mange forskellige plasttyper med forskellige egenskaber. Alle indeholder carbon og hydrogen samt - afhængig af typen - også oxygen eller nitrogen. Nogle typer indeholder også fx chlor og fluor. Det meste plast produceres med råolie som råstof.
I Danmark produceres årligt over 300.000 tons plastaffald. 2/3 af plastaffaldet ender med at blive brændt i affaldsforbrændingsanlæg. Herved udnyttes den kemiske energi til varmeforsyning. 1/3 bliver genanvendt.
Af mange grunde er der ønske om at øge andelen af plast, der genanvendes. Der er ikke kun tekniske hindringer for at øge genanvendelsen af plast. Der er nogle rent administrativt-politiske hindringer, som fx afklaring af ejerforholdet til affaldet og indførelse af et ensartet system for sortering af de forskellige plasttyper. For forbrugerne kan der også være en udfordring med at acceptere produkter lavet af genbrugsplast, hvis produkterne ikke ser ud eller føles, som de plejer.
Det store tekniske problem for plastgenbrug er sortering. Rester fra industriproduktion eller affald fra store virksomheder eller forsyningsselskaber kan der være styr på, men især emballage og husholdningsaffald er problematisk.
Det meste plast er termoplastisk. Det vil sige, at det bliver blødt eller smelter ved opvarmning og derved kan støbes eller formes som ønsket. Hver plasttype har sine egenskaber, så uden sortering kan man ikke lave produkter med høje kvalitetskrav.