I Afrika syd for Sahara er maniok en vigtig fødevare. Maniok tåler tørke godt og giver et godt udbytte, selv på næringsfattig jord.

Planten dyrkes på grund af rodknoldenes store indhold af carbohydrater, men indholdet af proteiner og vitaminer er lavt. Alle dele af planten indeholder en gruppe kemiske forbindelser, cyanogene glucosider, der kan danne den meget giftige forbindelse hydrogencyanid, HCN.

For at undgå cyanidforgiftning skal rodknoldene forbehandles før de kan spises. Det kan fx bestå i at knoldene rives og presses fri for cellesaften. Det er under alle omstændigheder et langvarigt og tidsrøvende arbejde. Desuden forsvinder en del af vitaminerne ved behandlingen. Det cyanidholdige spildevand er også et miljøproblem.

Hvis man indtager mindre mængder af cyanid afgifter kroppen det ved at reagere det med svovl:

"S" + HCN → SCN^- + H⁺

Det dannede SCN^-, thiocyanat, påvirker skjoldbruskkirtlen. Svovlen kommer fra de svovlholdige aminosyrer i proteiner. Det er et ekstra problem fordi de mennesker, der lever af maniok, typisk får for lidt protein i forvejen.