På land eller på havet nær kysten kan man finde vej ved at orientere sig i forhold til naturlige eller menneskeskabte kendetegn. Men på havet skal man ikke langt fra kysterne, før det alt sammen er væk. Hvordan skal man så vide, hvor man er?

I dag angives positioner på Jorden ved angivelse af breddegrader og længdegrader. Breddegraden angiver afstanden til Jordens ækvator. På en globus kan man se breddeparallellerne som cirkler, der bliver mindre, efterhånden som de fjerner sig fra ækvator og nærmer sig en af Jordens poler. Cirkler, der går gennem både Jordens nord- og sydpol, kaldes meridianer. Den meridian, der går gennem Greenwich i London, har man vedtaget har længdegraden 0. De andre meridianers længdegrad måles ud fra denne.

Allerede flere hundrede år før vor tidsregning vidste man i kulturer omkring Middelhavet, at Jorden var en kugle. Ud fra observationer beregnede Eratosthenes i Alexandria i Egypten i det 3. århundrede f. Kr. Jordkuglens størrelse med en afvigelse på ca. 10 % fra den sande værdi. Også i Alexandria samlede Ptolemæus, som måske den første, geografiske observationer til et kort over den da kendte verden. Som i dag var kortet forsynet med et koordinatnet. Breddegraderne var defineret stort set som i dag med nulpunkt ved Ækvator. Længdegraderne var vanskeligere at måle. De blev angivet i forhold til det vestligst kendte: De Kanariske Øer vest for Afrika.