I øjet danner linsen et lille billede på nethinden og skaber kemiske reaktioner, som vi kan opfatte. I 1826 lykkedes det for den franske opfinder Joseph Niépce at gøre det samme kunstigt, og dermed kunne han gemme billedet. Teknikken var både langsommelig og besværlig, og de fotografiske plader krævede så meget lys at man kun kunne tage billeder af genstande i ro. Teknikken blev langsomt videreudviklet og i slutningen af 1800-tallet var fotografering en forholdsvis lettilgængelig teknik.

Princippet i fotografering var baseret på de kemiske egenskaber hos sølv. Den fotografiske film er belagt med et tyndt lag af sølvbromid, AgBr. Ved fotograferingen danner linsen et kort øjeblik et billede på sølvbromidlaget. Senere skal billedet fremkaldes. Ved fremkaldelsen behandles filmen med en kemisk forbindelse, der kan omdanne sølvioner fra sølvbromiden til rent sølv. Det rene sølv dannes som meget små krystaller, der er sorte. Denne proces går hurtigst, der hvor filmen har fået meget lys. Filmen bliver altså mørkest, der hvor billedet var lysest. Vi siger at det er et negativt billede. Vi kan senere lave et almindeligt billede ved på samme måde at lave et nyt billede af det negative billede. Det sølvbromid, der ikke er blevet til sølv ved fremkaldelsen, skal fjernes. Ellers bliver hele billedet med tiden sort. Det kaldes at fiksere billedet. Det gøres med en kemisk forbindelse, der kan opløse sølvbromid men ikke sølv.