Inge Lehmann (1888-1993) er en af de største videnskabskvinder, Danmark har haft.

Som chef for den seismologiske afdeling bestod Inge Lehmanns opgave i at organisere arbejdet ved de seismologiske stationer i København, Ivitutt og Ittoqqortootmitt (Scoresbysund) i Grønland. På de seismologiske stationer måles styrken af jordrystelser med en seismograf. Seismografen virker ved, at Jordens rystelser tegnes ind på et stykke papir. Herved kan styrken af rystelserne måles.

På den seismologiske afdeling ved Geodætisk Institut på Københavns Universitet blev resultaterne fra seismograferne aflæst og analyseret ved at indtegne de seismiske bølger fra de tre stationer i seismogrammer.
Beliggenheden af jordskælvet kan bestemmes, når ankomsttidspunktet for bølger fra tre steder er kendt.
Listerne over ankomsttidspunkterne dannede grundlaget for mange af de første seismologers forskningsarbejde.

Inge Lehmann foretog alle aflæsninger fra de tre stationer, så hun fik stor erfaring med at fortolke og sammenligne seismogrammer.

På trods af datidens mangel på standardiserede og præcise måleinstrumenter viste Inge Lehmann, at der var nogle observerede rystelsessignaler fra jordskælv, man ikke kunne forklare, medmindre man antog, at Jorden har en fast indre kerne. Det var hendes helt store bidrag til videnskaben.