Din klasse har været på lejrskole til Bornholm. I besøgte bl.a. et stort naturområde, der hedder Almindingen. Her ligger Ekkodalen, som er en klippevæg, der giver ekko, når man råber et eller andet. Men det mest imponerende var, da I pludselig stod tæt på nogle bisonokser.
Almindingen er en naturnationalpark, hvor man forsøger at gøre naturen mere vild. En af måderne at gøre det på er ved at sætte store pattedyr ud i naturen. Det er dyr, der levede i Danmark for tusinder af år siden, fx bævere, vilde heste, elge eller bisonokser.
Ved at genoprette fortidens vilde natur håber man, at fortidens artsrigdom vil genopstå, fordi dyrene påvirker naturen. Den bliver mere varieret, og der kommer andre dyr til. Processen med at skabe vild natur kaldes på engelsk for ”rewilding”, dvs. genskabelse af det vilde.
Udover at være godt for naturen selv, vil de store dyr kunne tiltrække turister. Der er mange mennesker, der ønsker sig mere natur i Danmark. Men har vi overhovedet plads til flere skove, enge og andre naturområder, når der også skal være plads til landbrug, byer, veje, m.m.?
Fakta
Rewilding projekter der er i gang.
I 2015 blev elge genudsat i Lille Vildmose i Østhimmerland for første gang i 5.000 år.
I 2012 blev der genudsat bisoner på Bornholm for første gang i 10.000 år.
I 2006 blev vilde Exmoor-ponyer udsat på Sydlangeland.
I 1999 blev bævere genindført i Klosterheden plantage i Vestjylland efter at have været udryddet i mere end 2.000 år.
Dertil er ulven selv kommet fra Tyskland, mens vildsvin holdes aktivt ude på grund af frygt for sygdomme.