Indtil 1975 blev affald i Danmark anbragt på store lossepladser. Hver større by havde sin egen losseplads. De var ikke særlig kønne, og når det blæste flød det med papir og plastikposer i nabolaget.
Når lossepladsen var fyldt, dækkede man den til med jord. Men dermed var problemerne ikke overstået. Noget af det værste var, at gift fra affaldet trængte ned og forurenede grundvandet.
Så fandt man på at brænde affaldet ved meget høje temperaturer. Det gør man i et forbrændings-anlæg. Varmen fra forbrændings-anlægget kan bruges til at lave varmt vand og elektricitet.
Varmen fra det store bål inde i forbrændings-anlægget opvarmer vand i store kedler. Dampen driver en turbine, som laver strøm. Det varme vand fra forbrændings-anlægget opvarmer vand, som løber i rør til byens huse. Det sker i en varmeveksler. Det varme vand i rørene bruges til opvarmning og varmt vand i fx bruseren. Man kalder det fjernvarme.