Før flyvemaskinernes, jernbanernes og de store vejes tid sejlede man, hvis man ville se sig om i Verden.

For 1000 år siden sejlede vikingerne fra Danmark og Norge tværs over Nordsøen i åbne vikingeskibe. 500 år senere var skibene blevet så store, at man kunne krydse Atlanterhavet.

I august 1492 sejlede Christoffer Columbus mod vest fra Spanien for at finde søvejen til Indien. Et par måneder senere gik han med sine mænd i land på en ø i det, der i dag hedder det Caribiske hav.

Han troede, han var kommet til Indien og kaldte derfor øerne for de Vestindiske øer. De indfødte kaldte han indianere.

Det var langtfra ufarligt at sejle på verdenshavene dengang. På sin første tur mistede Columbus et af sine tre skibe, og mange af søfolkene døde undervejs.

Et af de farligste steder er sejlruten syd om Afrika ud for Kap det Gode Håb. Her stormer det ofte, og langs kysten er der farlige klippeskær.

Sagnet fortæller, at søfarende her kunne møde sejlskibet Den Flyvende Hollænder. Selv om det var vindstille, kunne man se det jage af sted for fulde sejl. Om bord var kun kaptajnen Hendrik Van der Decken.

I en rasende storm kunne han ikke komme forbi Kap det Gode Håb. Efter mange forgæves forsøg forbandede han Gud. Som straf blev han dømt til at sejle alene til evig tid.

Alle, der så Den Flyvende Hollænder på vej rundt om Kap det Gode Håb, blev slået med rædsel. Mødet varslede storm, død og ødelæggelse.