Arkæologiske fund fortæller os, at Babylon var en af de ældste byer i verden. Byen opstod for mere end 4000 år siden mellem floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak. Det var på samme tid, som de første bønder indvandrede i Danmark. De fortrængte indbyggerne, der levede som samlere og jægere.

Babylon blev på et tidspunkt verdens største by med 200.000 indbyggere og var hovedstaden i det store babylonske rige. Kongen og hans kæmpestore hof boede i Babylon sammen med tusindvis af præster, som holdt til i mange templer. Resten af de 200.000 indbyggere var tjenestefolk, handlende og håndværkere, der skulle gøre livet behageligt for hoffet og præsterne. Det var bønderne ude på landet, der betalte for det hele i form skatter til kongen og templerne.

Det Gamle Testamente fortæller, at Gud straffede de ugudelige mennesker med syndfloden. Efter syndfloden var alle mennesker efterkommere af Noah og talte samme sprog.

Noahs oldebarn, Nimrod, grundlagde Babylon. Nimrod blev en mægtig og frygtet konge. I sit overmod begyndte han at bygge et kæmpe tårn, som skulle nå helt op til Gud i himlen. Men det brød Gud sig ikke om. Han skabte forvirring blandt indbyggerne ved at give dem forskellige sprog, så de ikke kunne forstå hinanden. De måtte indstille byggeriet og blev befalet at vandre ud i verden.

På den måde blev Babylon det sted, hvorfra Jordens mange folkeslag stammer - ifølge første Mosebog altså.