Ved den sønderjyske vestkyst ligger Vadehavet. Her er tidevandet den vigtigste årsag til kystens udseende.
To gange i døgnet er der højvande, hvor det yderste land bliver oversvømmet. Højvande hedder også flod. To gange er der lavvande (ebbe), hvor vandet trækker sig tilbage igen. Det land, der skiftevis oversvømmes og tørlægges, kaldes for vader.
Når vandet strømmer ind over vaderne ved højvande, medbringer det små sedimenter, dvs. fint sand og små rester fra planter og dyr. Det kaldes for slik og er meget frugtbart.
For hver gang tidevandet oversvømmer vaderne, bliver der dannet lag af lidt slik, så landet bliver en lille smule højere. Efter mange år har landet hævet sig så meget, at der kan gro planter på vaden. Planterne hjælper til, at vaden til sidst ikke oversvømmes mere under normale vejrforhold. Nu er vaden blevet til marsk, der kan benyttes til kreaturer og opdyrkning.