Udsyn

Fra kloak til rekreativt område

Forbedring af Søernes vandkvalitet

De Indre Søer (Søerne) i København er en stor del af bybilledet i København. Motionister og hundeluftere nyder den bynære natur, som Søerne skaber. Søerne modtager vand fra omkringliggende vandområder, som i mange år har været belastet af kloakvand. Søerne har derfor været stærkt forurenede, og i 1960´erne stod det rigtig slemt til med ildelugtende vand og et begrænset dyreliv. Tidligere kunne man bade i Søerne, men pga. forureningen var det også slut. Biologer udtalte, at Søerne havde en dårlig økologisk tilstand. Først i 1980´erne begyndte man så småt at rette op på Søernes tilstand. Siden er der lavet mange forbedringer, men stadig skal Søerne have hjælp til at bevare en god økologisk tilstand. En af de voldsomme kilder til forurening har været, at folk fodrede fugle med brød. Brødet fungerer som næring til planktonalger og forværrer Søernes økologiske tilstand. Søernes tilstand er i dag forbedret ved at sætte flere tiltag i gang:

  • Det tilstrømmende vand er blevet renset bedre
  • Fredfisk er blevet opfisket
  • Rovfisk er udsat
  • Undervandsplanter er plantet ud i søbunden
  • Opgravning af bundmateriale, som indeholder phosphor
  • Forbedring af vandgennemstrømning