På vej hjem fra skole gør Magnus ophold ved et vandhul i byens park. Små insekter har fanget hans opmærksomhed. Insekterne bevæger sig rundt på vandoverfladen uden at falde igennem, og de nærmest skøjter rundt på overfladen af vandet. Magnus sidder længe og undrer sig over dyrene. Hjemme fortæller han sin mor om sin oplevelse. Hun mener, det må være skøjteløbere, han har set. Magnus søger på skøjteløbere på Internettet. Han finder ud af, at dyrene kan bevæge sig på vandoverfladen på grund af vandets overfladespænding. Det viser sig, at skøjteløbere er rovdyr, som æder myg og fluer i vandoverfladen og også lever af druknede insekter. Livet i og på vand fascinerer Magnus. Hvordan kan smådyrene få oxygen, når de lever i vand? I biologiundervisningen lærer Magnus, at der er mindre opløst oxygen i vand end i luft, og at oxygen bevæger sig meget langsomt i vand. Livet i vand må kræve nogle helt særlige tilpasninger. Med klassen tager Magnus til vandhullet i byens park for at fange smådyr og undersøge dem nærmere.