I de seneste år har Jordens klima ændret sig hastigt. De fleste forskere mener, at det er sket pga. menneskers levevis og udledning af CO2 til atmosfæren. Den øgede mængde CO2 har påvirket klimaet, så Jordens gennemsnitstemperatur er steget. Den højere temperatur, både i luften og i havene, har stor indvirkning på både dyr og planters udbredelse. Forskere advarer om, at mellem 20 og 30 % af Jordens arter kan risikere at uddø pga. klimaforandringer. Dyr reagerer på de forandrede livsbetingelser ved at rykke til mere velegnede områder at leve i. Fx trækker fisk og fugle nordpå, og insekter som malariamyg kan måske i fremtiden findes i lande, som de ikke har kunnet eksistere i før. Klimaforandringer påvirker også mennesker, dog ikke i samme grad. Det er især fattige mennesker i lande i fx Afrika, der rammes af naturkatastrofer som oversvømmelser, orkaner og tørker. De langvarige tørker betyder, at adgangen til drikkevand påvirkes i høj grad.
En 15-årig svensk skolepige, Greta Thunberg, besluttede i august 2018 at strejke fra sin skole for at gøre voksne opmærksomme på unges bekymring for de klimaforandringer, vi ser overalt på Jorden. Skolestrejkerne er, via sociale medier, blevet en stor mediesag over hele Verden. Mange unge sympatiserer med Greta og har strejket fra skole i sympati med Greta og hendes kamp for at få politikere og andre voksne til at sætte et større fokus på klimaet i både politiske beslutninger og levevis.