Den amerikanske rumfartsadministration, NASA, har gennem en konkurrence fået arkitekter til at komme med deres bud på boliger på Mars. En bolig på Mars stiller andre krav til materialer end en bolig på Jorden. Forholdene på Mars er anderledes, og eksempelvis er UV-strålingen højere end på Jorden, mens oxygenindholdet er lavere. At få byggematerialer til Mars er i sig selv krævende. NASA har i konkurrencen krævet, at boligerne skal kunne 3D-printes, da de anser det for at være den mest effektive og mest bæredygtige måde at bygge Mars-boliger på.
Der er meget at tage hensyn til, når man skal lave en bolig, som er komfortabel for mennesker. Et basalt behov som mad og vand skal løses. Det vil være nødvendigt at have en fødevareproduktion, men udendørs marker er måske ikke realistisk på grund af klimaet på Mars. Vand vil være en sparsom ressource, og det vil derfor være nødvendigt at genanvende vand til både planteproduktion og som væske til befolkningen. Urin indeholder nitrogen, som planterne anvender til vækst og vil være en ressource og ikke affald. Ved teknologien omvendt osmose vil saltene fra urinen kunne renses fra, og det vil være muligt at drikke renset urin.