Emne

Evolutionens mekanismer

Evolutionens grundmekanismer

Evolution er et andet ord for livets udvikling. Det kræver bestemte biologiske mekanismer for at livet udvikler sig.

Når der dannes sædceller og ægceller, sker der en udveksling af gener mellem de homologe kromosomer. Der er på grund af udvekslingen af gener større genetisk variation ved kønnet formering end ved ukønnet formering. Ved ukønnet formering dannes ingen kønsceller. Ægcelle og sædcelle har hver deres særlige genkombination, og ved befrugtningen dannes et unikt individ.

Mutationer er ændringer i DNA´et. Der kan opstå mutationer på grund af ultraviolet stråling fra Solen eller naturligt i kroppen, når vi bliver ældre. Mutationer er med til at gøre den genetiske variation indenfor en art større. Den blå øjenfarve er resultatet af en mutation i farvegenet for 6.000-10.000 år siden. Samtidig gav en anden mutation nogle mennesker lys hud. Mutationerne for blå øjne og lys hud spredte sig til mange mennesker gennem kønnet formering.

Man parrer sig ikke tilfældigt. I stedet udvælger man den, man gerne vil have børn med. Det kaldes selektion, når fx nogle gener bliver udvalgt frem for andre. Vælger man mon ubevidst en partner med gener, der er forskellige fra ens egne gener? Ved seksuel selektion er det kønsdriften, der udvælger visse gensammensætninger frem for andre. Det er også seksuel selektion, når den stærkeste hjort i en flok befrugter alle hunnerne i flokken.

Blandt levende organismer produceres der flere unger og frø, end der er mad, næring og levesteder til. Derfor bliver der en kamp om at overleve, og kun de bedst tilpassede overlever.

Evolutionens grundmekanismer gør, at en art ændrer sig og er anderledes i nutiden end i fortiden. Charles Darwin levede fra 1809-1882. Han beskrev evolutionsteorien grundigt. Teorien er naturvidenskabens forklaring på livets udvikling.

Evolutionens mekanismer.