Emne

Bæredygtigt fiskeri og økoturisme

Bæredygtigt fiskeri

I 2002 blev der i EU vedtaget en ny fiskeripolitik. Formålet var at sikre et ansvarligt og bæredygtigt fiskeri, som skal føre til sunde havøkosystemer.

Fiskeri efter blåmuslinger er et eksempel på en type fiskeri, som har været ødelæggende for havets økosystem. Blåmuslinger fiskes traditionelt med bundtrawl, hvor hele bunden skrabes af med trawlet. For at undgå det er man nu begyndt at dyrke linemuslinger i Limfjorden. Her sætter blåmuslinger sig fast på snore og hænger frit i vandet. De lever af at filtrere vandet for planktonalger. Når muslingerne har en passende størrelse, kan de plukkes af snorene.

Vi er vant til at kunne købe økologisk mel, mælk og æg. Havet er ofte forurenet med tungmetaller og hormonforstyrrende stoffer. Man kan ikke kontrollere, hvad havets fisk har været udsat for. Økologiske fisk kan man kun få fra dambrug og ikke fra havet. I dambrug er der kontrol med foder, medicin, plads og vandrensning. Man kan købe økologiske ørreder og ørredrogn.

Linemuslinger i Limfjorden.