Intet forsvinder. Det gælder også vandmolekylerne i vandets kredsløb.
Vandets kredsløb holdes i gang af energi fra Solen, der får vand fra havet og landjorden til at fordampe. Herved øges luftfugtigheden. Den opvarmede luft udvider sig og stiger til vejrs. Under opstigningen bliver den afkølet. Da kold luft ikke kan indeholde så megen fugt som varm luft, sker en fortætning, og der dannes dråber og skyer. Dråberne kan blive store, idet de samler sig om iskrystaller eller andre partikler. Når de er tunge nok, falder de som regn.