Emne

Jorden ryster

Man kan hele tiden registrere jordrystelser rundt om i Verden. Pladerne i Jordens skorpe gnider sig mod hinanden og skaber spændinger, som kan udløse jordskælv.

Der er hele tiden jordrystelser på Kloden. Jorden ryster også under Danmark, men rystelserne er så små, at vi kun sjældent mærker dem.

Jordens skorpe består af kæmpestore, kilometertykke plader. Når pladerne gnider op ad hinanden, vil friktionen mellem dem holde bevægelsen tilbage, og der opstår en spænding. Når spændingen pludselig udløses, opstår jordskælv, der forplanter sig som rystelser langt fra jordskælvets hypocenter, dvs. jordskælvets centrum inde i Jorden. Ved jordoverfladen lodret over hypocentret ligger jordskælvets epicenter.

Ved de destruktive pladerande kan jordskælvets hypocentrum ligge i stor dybde, helt ned til 600 km, fordi den nedsynkende plade først smelter dybt nede.