El Niño er et fænomen, der optræder med flere års mellemrum. I et El Niño-år forandres vejret mange steder på Kloden. Der bliver vendt op og ned på det sædvanlige vejr de pågældende steder.
Normalt trækker passatvinde en havstrøm fra Sydamerikas vestkyst tværs over Stillehavet til Asien. Vinden fører store mængder vanddamp med sig og resulterer i kraftig nedbør i Sydøstasien. Men i år med El Niño vender vinden, og der opstår tørke i Asien. Til gengæld rammer regnen Sydamerikas kyster og medfører store mængder regn og ofte mudderskred i bjergene. Årsagerne er endnu ikke helt klarlagt.