Emne

Elektriske kredsløb

Strømforsyning

En pære lyser, og et elektrisk apparat fungerer, fordi elektronerne i ledningen bevæger sig. For at få elektronerne til at bevæge sig, skal vi bruge en spændingsforskel leveret af et batteri, en håndgenerator eller en stikkontakt.

Spændingsforskellen i stikkontakten er 230 V. Denne spændingsforskel er stor nok til, at det kan være farligt at få gennem kroppen. Når vi laver forsøg med elektricitet i fysik/kemi-lokalet, bruger vi derfor ofte kun op til 12 V. For at få 230 V lavet om til få volt, bruger vi en strømforsyning. Her kan man regulere både spændingsforskellen over polerne, strømstyrken som sendes ud i ledningerne, og om strømmen skal være jævnstrøm eller vekselstrøm.

I fysik/kemi-undervisningen bruger vi strømforsyninger og ikke batterier. Der er som på batteriet en positiv og en negativ pol på strømforsyningen.