Vi skal spise og drikke for at kunne leve og fungere. I kroppen bliver føden omdannet. Noget skal bruges til at bygge kroppen større. Noget skal bruges til at vedligeholde kroppen. Og noget skal bruges som energikilde, når kroppen skal holdes i gang eller udføre et arbejde. Kroppen kan ikke være slukket som en bilmotor. Fx skal både vejrtrækningen og hjertet altid holdes i gang. Så selv når vi sover, bruger vi energi.
Føden indeholder forskellige grupper af kemiske forbindelser. Nogle af dem indeholder energi, nogle af dem ikke. Men de er alle vigtige for, at kroppen kan fungere.