Mange typer af information bliver sendt over korte og lange afstande i verden. Lyd og billede til radio og TV, telefonsamtaler, SMS, datatrafik på internettet osv.
Signalet kan være digitalt eller analogt. Det kan være beregnet på én bestemt modtager eller det kan være meningen at alle skal kunne modtage det. Signalet kan overføres til modtageren som et elektrisk signal i en ledning. Det kan overføres som et lyssignal i et lyslederkabel. Eller det kan overføres som en elektromagnetisk bølge gennem luften. Hver af metoderne har sine anvendelsesområder, fordele og ulemper, og derfor anvendes de alle.