Udsyn

Kan døve høre?

Cochlear Implant

Lyd er bølger, der sætter trommehinden i svingninger. Svingningerne føres gennem øret op til hjernens hørecenter, der fortolker lydene.

Hos nogle døve mennesker kan det indre øre ikke overføre lydbølgernes svingninger videre til hjernens hørecenter. Det kan fx skyldes, at knoglerne i det indre øre ikke fungerer, eller at sneglen i øret ikke kan transportere signaler videre til hørenerven.

Nogle kan få stor gavn af et Cochlear Implant. Et Cochlear Implant består af 3 dele, som sammen erstatter trommehinden, knoglerne i det indre øre og hørenerven.

Cochlear implantatet er delt op i en ydre del og en indre del. Den ydre del sidder på siden af hovedet oftest lige bag øret og sidder fast med en magnet. Den ydre del består af en mikrofon, en lille computer med en taleprocessor og en sender.

Mikrofonen opfanger lydbølgerne, der sendes ind til taleprocessoren i den lille computer. Taleprocessoren omdanner lydbølgerne til digitale signaler, der overføres til senderen. Senderen sender de digitale signaler videre til en indre del, der er indopereret ved øret.

I den indre del er der en modtager, som modtager de digitale signaler fra senderen. Modtageren er forbundet til en elektrode, som stimulerer hørenerven, så der sendes impulser til hjernens hørecenter. I hjernens hørecenter fortolkes de digitale signaler til lyde, som hjernen forstår.

Ved hjælp af et Cochlear Implant kan nogle døve altså komme til at høre igen. Det skal dog understreges, at ikke alle døve kan hjælpes med et Cochlear Implant. Det kræver, at hørenerven fungerer og kan sende signaler til hjernens hørecenter.

Cochlear Implantet består af en ydre del (sort) og en indre del. Mikrofon opfanger lydbølgerne og lydbølgerne ændres til digitale signaler, der via en sender og en modtager sendes videre til hørenerven.