Det er kun få hundrede år siden, at mennesker var helt afhængige af dagslyset. Når Solen gik ned, var det slut med de fleste aktiviteter. Afbrænding af planteolie eller dyrefedt kunne give lys nok til, at man kunne orientere sig. Lamper af denne art kender vi helt tilbage til forhistorisk tid.
I underjordiske miner, hvor dagslyset aldrig kommer, var man helt afhængig af disse svage lyskilder med åbne flammer. I nogle miner samler der sig eksplosionsfarlige gasser, som har forårsaget talrige ulykker. I løbet af 1800-tallet blev der udviklet sikkerhedslamper, som reducerede risikoen for, at arbejdslamperne forårsagede eksplosioner i minerne.