Hvidt lys er en blanding af lys med forskellige farver.
Solen udstråler lys med mange bølgelængder. Noget af lyset har for stor eller for lille bølgelængde til, at vi kan se det. I atmosfæren absorberes nogle bølgelængder mere end andre. Den blanding af synlige bølgelængder, som til slut rammer jordoverfladen, synes vi er farvemæssigt neutral. Vi kalder farven for hvid.
Indtrykket af at se en farve opstår, når balancen mellem de forskellige bølgelængder er en anden. Farver kan opstå på mange måder. Det vigtige er, at der kommer en blanding af bølgelængder, der er anderledes end den i hvidt lys.