Engang tog man mest på ferie i hjemlandet eller i nabolandene. De turister, man mødte i Danmark, var danskere, svenskere, nordmænd eller tyskere. Sådan er det ikke mere.
Mængden af turister i Verden er stigende. Flere mennesker har fået råd til at holde ferier i udlandet. For mange lande giver det ekstra indtægter. Men de mange turister slider på resurser og natur.
I nogle lande og områder er turisme den vigtigste indtægtskilde for befolkningen. Det kan være i form af udlejning af en mark til camping eller et par værelser i den private bolig. Eller det kan være som ansatte på turistbureauer, hoteller, forlystelser m.m.
I Danmark tiltrækker kysterne mange turister især fra Tyskland. Turismen er afhængig af klima og vejr. I Danmark er turistsæsonen begrænset til nogle få måneder om sommeren. I resten af året ligger mange turistområder mennesketomme hen.
Turisternes store forbrug medfører et større forbrug af vand, energi og andre resurser. I turistsæsonen stiger mængden af affald og spildevand.