Et af FN´s verdensmål er udryddelse af sult. Desværre er dette verdensmål det mål, hvor der er sket mindst fremskridt ifølge David Beasley, direktør for FN´s World Food. Nogle af de største problemer med sult og underernæring er fattigdom, der bl.a. forstærkes af tørke eller oversvømmelser bl.a. pga. klimaændringer. Desuden nedsættes bøndernes produktivitet, hvis familier rammes af Covid-19 eller andre sygdomme.
I lande med borgerkrig er der markant flere sultende mennesker end i andre lande. Mad er blevet et ”våben”, fx ved afbrænding af markernes afgrøder. Uden tilstrækkeligt med mad forsvinder folks livsgrundlag, og de må flygte fra deres hjem.
FN vurderer, at 6 ud af 10 af verdens sultne lever i lande, der er ramt af borgerkrig. FN forudsiger, at verden vil stå over for en sultkatastrofe, der kan forøge antallet af mennesker, der lider af sult eller underernæring med 270 millioner, hvilket vil bringe det samlede antal op på mere end 1 milliard mennesker.
En mulig sultkatastrofe vil således blive mere alvorlig end Covid-19 pandemien.