De fleste mennesker kan godt lide at se på fugle og lytte til sangfuglene. Men mange fugle sammen kan godt virke både generende og skræmmende.
"Fuglene" er meget berømt film om skræmmende fugle. Filmen er mere end 50 år gammel. Den er lavet af en berømt instruktør, Alfred Hitchcock. Den fortæller om, hvordan fuglene i en lille by samlede sig og gik til angreb på mennesker. Filmen fik mange mennesker til at blive bange for fugle.
I virkeligheden er det meget sjældent, at fugle går til angreb på mennesker.
I byen er haverne i villakvarterer et godt levested for mange forskellige fugle. I byernes midte lever der kun få fuglearter.
I de store byer kan man tit se duer og svaler. De store huse minder om de klipper, som svaler og duer oprindelig levede i. Husene har små afsatser, gesimser og udhæng, der gør det ud for klippehylder og -sprækker.
Duerne har tilpasset sig livet i byerne og formerer sig livligt. Mange steder er de blevet en plage, fordi de sviner og fører sygdomme med sig.
Duen er en lidt klodset fugl og flyver ikke særlig godt. I byerne lever duerne mest af madaffald og andet spiseligt, vi efterlader.
Svaler er dygtige flyvere. De lever af insekter, som de fanger i flugten.