Du kan ofte se en regnbue, når solen skinner, samtidig med at det regner. Regnbuen kan kun ses med solen i ryggen. Når solen skinner på regndråberne, bliver lyset kastet tilbage af dråberne. Sollyset brydes i dråberne, der reflekterer lyset i lidt forskellige vinkler. Derfor bliver lyset opdelt i de farver, regnbuen består af.
Egentlig er regnbuen en hel cirkel. Cirklens centrum ligger på en linje fra solen gennem dine øjne. Den vil derfor ligge under horisonten. Jo højere solen står på himlen, desto mindre af regnbuen kan du se. Lige efter solopgang og lige før solnedgang kan man se næsten halvdelen af den cirkel, regnbuen danner.
Hvis du befinder dig på et højt bjerg eller i et fly, har du chance for at se en hel regnbue. En ”regncirkel” kunne vi kalde den.