Ingen ved med sikkerhed, hvordan Universet er opstået, men der findes flere teorier. Måske er det opstået, fordi der engang er sket en kæmpe eksplosion – Big Bang. Man regner med, at Big Bang skete for ca. 14 milliarder år siden.
Hvis teorien om Big Bang er rigtig, så har alt det, der findes i hele Universet, engang været samlet på et eneste sted. Eksplosionen fra Big Bang har sendt støv og gas i alle retninger. Støv og gas samlede sig efterhånden til galakser med samlinger af millioner af stjerner.
Hvad var der så før Big Bang? Nu bliver det mærkeligt, for måske findes svaret ikke, fordi tiden før Big Bang aldrig har været der. Måske er alting opstået ud af ingenting.