Emne

I sikkerhedskontrollen

I lufthavnens sikkerhedskontrol scannes håndbagagen og undersøges for ulovlige genstande. Kender du reglerne for, hvad man må have med på et fly?

Du har sikkert oplevet at skulle til lufthavnen to timer før, at flyet letter. Det skyldes, at du skal nå igennem sikkerhedskontrollen.

Du skal lægge din håndbagage og dit overtøj i bakker, som kører igennem et apparat, der lyser det igennem. Det foregår ved hjælp af røntgenstråler, der kan trænge gennem tasker og kufferter og de ting, der er i dem.

Hvis du har været på skadestuen og på røntgenafdelingen med et brud på kroppen, har du fået taget et eller flere billeder af bruddet. Røntgenstråler trænger gennem hud og muskler, men ikke gennem knogler, som er mere kompakte eller hårde.

Lufthavnsscannere er mere avancerede. Der er to scannere, som gennemlyser på forskellige måder. Efter scanningen samles resultatet til ét billede. På billedet bliver papir, mad og andre organisk ting orange, mens metal og glas bliver blå. Jo mørkere farve, jo hårdere er materialet.

Lufthavnsscanneren giver et billede af indholdet i rygsækken. De blå farver viser, at det er hårde genstande, mens de orange farver viser, at det er bløde genstande.