Hjemmehørende arter er dyr, der før har levet i Danmark eller som af sig selv indvandrer fra Europa.
Syd for den danske grænse er bestanden af vildsvin nu så stor, at vildsvin i flere år har krydset grænsen og er kommet tilbage til Danmark. Vildsvin gavner ifølge biologer planter og dyr i de danske skove, men i Danmark forsøger man at skyde vildsvinene. Et 70 km langt hegn langs grænsen mod Tyskland skal forhindre, at nye vildsvin kommer ind i landet. Man frygter, at vildsvin kan medbringe svinepest, der kan smitte danske svin på gårdene.
Ulve og guldsjakaler har også krydset grænsen til Danmark. Ulven blev udryddet i Danmark i 1813, men i Europa overlevede den i meget små bestande i tyndt befolkede områder. Ulve er fredet i alle EU-landene, og nu er der en fast bestand i Tyskland. I Danmark blev der fotograferet en ulv i Thy Nationalpark i 2012. I 2023 blev der talt 56 ulve i Danmark. Cirka halvdelen af ulvene er født i Danmark og den anden halvdel er indvandret fra Tyskland. I Danmark findes der kun ulve i Jylland.
Guldsjakalen er et helt nyt dyr i Danmark. Den er på størrelse med en mellemstor hund. Den har bredt sig fra Balkan og Italien op gennem Tyskland til Danmark, fordi ny natur opstod og gjorde det muligt.
I 1950’erne indvandrede tyrkerduen til Danmark på samme måde.