For at æbler kan holde sig længe, er det vigtigt at de forskellige sorter er plukket på det rette tidspunkt. På lager handler det om at have den rette temperatur, for at æblerne holder sig sprøde uden at smagen ændrer sig. En tilpas fugtighed er også vigtig for at æblerne ikke udtørrer.
Æbler har et naturligt vokslag. Det beskytter mod fx mikrosvampe. Jo ældre æblet bliver, desto tykkere bliver vokslaget. I nogle lande er det tilladt at vaske det naturlige vokslag af og give æbler et nyt vokslag. På den måde kan æbler holde sig endnu længere. I Danmark er det ikke tilladt at give æbler overfladebehandling med voks. Hvis æbler er behandlet på den rigtige måde, kan de holde sig i mere end seks måneder efter de er plukket.