Den naturlige vegetation i Danmark er løvtræer. Det betyder at der i det meste af landet vil vokse løvskov, hvis naturen bare passede sig selv. Nogle ganske få steder vil der dog ikke kunne vokse skov, fx ved havet og i nogle højmoser.
Indtil man i bondestenalderen for 4000-6000 år siden begyndte at rydde skoven for at dyrke jorden, var der næsten skov overalt. Mere og mere skov blev fældet for især at opdyrke jorden, og i starten af 1800-tallet var der kun 3% skov tilbage i Danmark. I 1805 bestemte man, at de sidste skovområder skulle fredes. Samtidig ville man plante mere skov. Vi har nu omkring 12% af arealet dækket af skov. En skovlov fra 2004 siger, at vi inden år 2100 skal have 20% skov i Danmark.