Kroppen skal lynhurtigt omstille sig til en ny situation, når man begynder at løbe. Det handler om at sikre, at muskler får tilført den mængde ilt, der skal til for at kunne udføre et arbejde. Forsyningen af ilt til musklerne skal passe til musklernes iltforbrug. Kroppen tilpasser sig situationen ved at øge luftmængden, der trækkes ind og ud af lungerne.
Luftmængden kaldes lungeventilationen. Den måles i liter luft pr. minut. Sammenhængen mellem det fysiske arbejde og lunge-ventilationen er, at jo hårdere fysisk arbejde, des højere lungeventilation. Lungeventilationens størrelse afhænger af køn, alder, højde og den form man er i.